---
title: "Monkey House"
description: "Her kan du læse mere om Monkey House og følge med i den spændende udvikling af huset."
date: "2026-06-18"
created: "2025-12-17"
tags:
  - "GoMonkey"
  - "Monkey House"
  - "OCR"
  - "klatrepark"
---

[Hjem](https://idraet.gladsaxe.dk/)

                    [Idrætsanlæg](https://idraet.gladsaxe.dk/idraetsanlaeg)

                [Monkey House](https://idraet.gladsaxe.dk/idraetsanlaeg/monkey-house)

# Monkey House

Udviklingen af området ved den gamle skøjtehal i Gladsaxe er i fuld gang. Caféen, der bliver et fælles mødested for alle omkring Idrætsanlæggene, er åben, og du kan allerede nu booke tid i GoMonkey Cave, der åbner 1. august.

## Om projektet

I forbindelse med byggeriet af den nye Gladsaxe Skøjtehal, besluttede Gladsaxe Kommune, at man ønskede at udnytte den gamle skøjtehal til en mangfoldighed af aktiviteter med fokus på børn og unge, og som kunne opmuntre borgere, der ikke typisk er fysisk aktive, til mere bevægelse. Stedet skulle samtidig kunne fungere som et uformelt møde- og hænge-ud-sted i lokalområdet.

For at sikre en fair og transparent proces, hvor lokalt forankrede idræts- og fritidsaktiviteter på lige fod kunne byde ind med projekter, valgte byrådet at sende den gamle skøjtehal i udbud. Med forslaget Monkey House vandt GoMonkey i samarbejde med lokale foreninger og aktører udbuddet med et projekt, der skal fylde huset med et klatreunivers og faciliteter til de forskellige foreninger.

## Book allerede nu en tid i GoMonkeyCave eller prøv den nye forhindringsbane

Størstedelen af hallen vil rumme den nye klatrepark GoMonkeyCave, som åbner 1. august. Man kan allerede nu booke en tid til klatring i verdensklasse. Hallen huser blandt andet Danmarks første såkaldte Via ferrata, hvor man kan gå af fem forskellige ruter i forskellige højder i op til 13 meters højde.

Hertil kommer den helt nye indendørs forhindringsbane (OCR-bane), som køres af Gladsaxe OCR. OCR-aktiviteterne er også allerede åbnet, og alle kan prøve Danmarks største indendørs forhindringsbane ved kontakt til OCR-klubben.

Gladsaxe Billardklub har også gang i aktiviteter i hallen. Efter sommerferien vil der blive etableret en Streetbasketbane uden for hallen, der ligesom caféen i hallen, bliver offentlig tilgængelig for alle. På den anden side af vejen ligger Gladsaxes helt nye skøjtehal, som åbnede i 2024. Så forhåbningen er, at hele området kommer til at summe af liv og aktivitet for alle.

Book GoMonkeyCave på: [gomonkey.dk](https://link.via.ritzau.dk/lnk/CAAACMnt-8oAAc3IU2oAALHsWBAAAYC7i20AAAAAAAkk8QBqKpI2cm5keBgbQta3get3mw_dfAAIq_0/2/EI_0ReFTUoRZ0PHPMK5b9w/aHR0cDovL2dvbW9ua2V5LmRr)

Find mere information om OCR-klubben på: [gladsaxeocr.dk](https://link.via.ritzau.dk/lnk/CAAACMnt-8oAAc3IU2oAALHsWBAAAYC7i20AAAAAAAkk8QBqKpI2cm5keBgbQta3get3mw_dfAAIq_0/3/IXRm40VGdCQQDnxQnBOyvA/aHR0cDovL2dsYWRzYXhlb2NyLmRr)

**Fakta:**

**Ny stor café – åben for alle**
Caféen er cirke 150 kvm2 stor og henvender sig til alle Gladsaxes borgere, store som små. I cafeen vil man kunne købe fx kaffe, pizza fra rigtige pizzaovne m.m. Det bliver også muligt at holde fx børnefødselsdage eller andre arrangementer i hallen. Den er offentlig tilgængelig.

**OBS! Åbningstider for Caféen i GoMonkey Cave Gladsaxe:**
11. juni - 29. juni 2026:
Cafeen i Cave har åbent mellem 11.00 - 16.00 i WEEKENDER

29. juni - 1. august:
Cafeen i Cave har åbent mellem 11.00 - 16.00 ALLE DAGE

1.august og fremadrettet:
Cafeen i Cave har åbent mellem 14.00 - 19.00 ALLE DAGE

**Gladsaxes nye klatrehal GoMonkey Cave rummer:**

**Via ferrata (Italiensk for "jernsti"):**

- Via ferrataen er den første af sin slags i Danmark og den 4. af sin slags i verden
- Den tårner sig op i 13 meters højde, og der er 5 forskellige ruter på den i forskellige højder og sværhedsgrader.
- Den har over 70 aktivitetspunkter fordelt på de 5 ruter.

**Bagjump/udspringstårn:**

- Udspringstårn, hvor man hopper ned i en stor "air bag" med specialdesignede luftlommer til at absorbere faldet. Hop fra 3 og 4,7 meters højde.
- Opgang til tårnet både via trapper eller via klatreopgang, hvor elementer fra den gamle skøjtehal, i dette tilfælde de gamle banter, er blevet genanvendt for bæredygtighed og for at fastholde skøjtehallens sjæl.

**Fun walls**

- 12 ’fun wall’- klatrevægge på ydersiden af konstruktionen.
- Væggene er 10 meter høje og i forskellige temaer (fx stige-klatrevægge)
- Indvendigt er det muligt at bevæge sig i gangene, som er udformet i en kombination af træ og net, som kaldes ’Maze’. Denne Maze forbinder også aktiviteterne "fun walls" og "bagjump" via en gangbro.

**Stolper af Douglasgran forbinder aktiviteter og vægge** Der er rejst stolper af douglasgran fra dansk skov i Silkeborg, som supplerer og forbinder de forskellige aktiviteter med hinanden via netgange og broer.
